Frygter lukning afDreslette Skole
Frygter lukning af
Dreslette Skole
Som forælder til en kommende elev på Dreslette Skole er det med en blanding af frygt, afmagt og håb jeg læser dagens aviser.
Frygt for at vores gode folkeskole bliver lukket for en ”her og nu” besparelse. Frygt for hvad der skal blive af vores lokalsamfund uden en lokal skole.
Og frygt for hvad der skal ske med mit barn!
Hvor skal han gå i skole og hvor lang tid skal han sidde i en bus for at komme derhen?
Afmagt over at nogle politikere og embedsmænd ikke kan se (læs: evt. ikke vil se) hvor god og gavnlig vores folkeskole er for både elever og forældre, men også for samfundet. Eleverne på Dreslette Skole er både fagligt og socialt dygtige, med andre ord er de godt rustet til at møde livet efter folkeskolen.
Det er mit inderlige håb at vores børn fortsat er sikret en god og tryg skolegang på Dreslette Skole, også efter budgetforhandlingerne.
Da jeg flyttede hertil for seks år siden, fik jeg at vide at Dreslette Skole var en af de bedste skoler.
Nu hvor jeg kender skolen og dens rummelighed, mål og hensigter, og ser hvordan eleverne trives og der bliver taget hånd om dem, og ikke mindst hvordan de tager hånd om hinanden, så er jeg ikke i tvivl.
Mine børn skal ikke gå i skole andre steder end Dreslette Skole.
Når jeg ser på forslaget om at lukke Dreslette Skole, med kasketten som formand for Borgergruppen for Dreslette Skoledistrikt på hovedet, bliver jeg skuffet.
Det var en fryd at komme i Ny Assens Kommune og opleve at der var nogle der interessede sig for vores lille lokale område.
Vi blev på det kraftigste opfordret til at danne en borgerguppe, for nu skulle der indflydelse og samarbejde på bordet.
Det var jo ”Mulighedernes Land” vi levede i!
Vi var lidt skeptiske, for vi var ikke så godt vant, men vi tog chancen.
Vi lavede en hjemmeside, vi blev udvalgt til at få lavet en ”Landsbyplan”, vi plantede vejtræer og vi forskønnede et område foran vores skole.
Alt sammen med god støtte fra kommunen, og alt smmen med henblik på øget bosætning her.
Alle disse ting forsvinder selvfølgelig ikke, bare fordi de vil lukke vores skole, men det mister betydning, for uden skolen bliver vi et halvt samfund.
Vores børn blive spredt for alle vinde og det samme gør forældrene.
Det naturlige fællesskab forsvinder hvis skolen, som for mange er det naturlige omdrejningspunkt, lukker.
Og uden en skole er det ikke så attraktivt at flytte ned til os, og hvad nytte gør alle disse tiltag så?
Jeg håber at beslutningstagerne kan se det samme som jeg. Nemlig at lukke Dreslette Skole vil være som at tisse i bukserne for at holde varmen, og derefter skyde sig i foden.
Det bliver lynhurtigt en beslutning man fortryder.
Men så er det for sent!
