Hjemmefra: Så er det blevet tid til at tælle ned!

Jeg har nu været her i Australien i ti måneder nu, og nyder stadig at være her.

Men nu er tiden kommet til at skulle tælle ned.

Jeg har kun seks uger tilbage her i det kæmpe land, før jeg tager den lange rejse tilbage til lille Danmark.

Det er helt utroligt så meget der er sket, på det år jeg har tilbragt her i Australien.

For det første det, at skulle forlade ens familie, ens venner og alt det man kender og holder af, er et kæmpe skridt at skulle tage. Det var det i hvert fald for mig. Jeg var lidt nervøs for hvordan det hele ville gå mig, nu hvor jeg rejste til Australien på egen hånd, at skulle tale et sprog som man ikke bruger hver dag og at skulle møde vildt fremmede mennesker med en kultur jeg ikke kendte til.

Så ja, jeg var lidt nervøs.

Jeg glemmer aldrig de første par dage, hvor alle vi trainees tilbragte den første tid i storbyen Perth i Vestaustralia.

Alle havde travlt med at fyre de første mange billeder af. Specielt de mange forskellige fugle som befinder sig her i landet, må have følt sig som modeller, sådan som vi turister blev ved med at tage billeder af dem.

Alting var så anderledes og spændende. Det var en helt ny verden for os, som vi fulde af nysgerrighed ville undersøge nærmere.

De første uger mødte man så mange nye mennesker, at det var helt umuligt at huske alle navnene på dem. Det kom så med tiden.

Jeg er glad for, at jeg valgte 12-måneders programmet fra IÆA ( International Agriculture Exchange Association ), fordi det gav mig den mulighed at bo hos to familier her i Australien.

Den første familie var ved David, Katie, Reece og Brianna Temby i syd-W.A - i den lille by Cranbrook, hvor jeg tilbragte det første halve år. Der arbejdede jeg med får, reparerede på maskiner med min værtsfar, fodrede køer og oplevede også, hvordan det var at høste med kæmpe store maskiner. Jeg prøvede endda også selv at køre den store maskine, hvilket var en stor oplevelse.

Da det så var blevet den17. marts, og mit ophold i WA var forbi, var det blevet tid til at skifte familie, og jeg tog så den lange bustur over til byen Ceduna, som ligger i Sydaustralien.

Her mødte jeg så min anden familie. Noel Schwarz og Felicity Brown, som har 3 børn sammen. Mit nye job var som 'Nanny". Jeg skulle nemlig passe på de to mindste børn, Adam og Kari, som er tvillinger.

Jeg har boet her I Ceduna I ca.5 måneder nu, og er rigtig glad for at jeg kom hertil. Det er en rigtig venlig og sjov familie jeg har boet ved, og jeg har ikke været i tvivl et eneste sekund, om jeg ville få en god tid her.

Jeg har passet børnene hver dag, og har fået nogen rigtig gode oplevelser sammen med dem.

I WA hvor jeg så hvordan høsten gik til, fik jeg her i Sydaustralien set hvordan såningen ville foregå.

En dag blev jeg taget med ud på en mark, hvor Noel ville lade mig køre lidt i den store traktor, så jeg kunne prøve at så, for første gang i mit liv. Det er som sagt nogen kæmpe maskiner de har herovre, og når man ved hvor dyre de er, bliver man lidt mere omhyggelig med tingene. Det var fedt at sidde der og lege konge, men jeg fandt også ud af, at såningen også er en ret så travl tid, ligesom høsten. I år var vi faktisk blevet urolige over vejret.

Vejret fra den 1. januar og op til den 20. juni, er nu skrevet ind i historien, fordi det er den tørreste tid aussierne har haft her i Sydaustralien.

I løbet af disse seks måneder fik vi nemlig kun 15 mm. regn.

Derfor blev min værtsforældre Noel og Felicity lidt nervøse for, at vi måske ikke ville få sået. Og det ville naturligvis betyde at de ingen indtægter ville få i år.

Heldigvis blev vores bønner hørt, og regnen kom så til os den 21. juni, og gav os så meget, at vi kunne starte med at så ugen efter de første dråber regn havde landet. Nervøsiteten forsvandt og såningen kunne endelig begynde.

Traktoren fungerede heldigvis hele tiden uden problemer, og at uden nogen skulle ud og fikse på den. Så maskinen kørte fuldt ud i 3 uger med "non stop".

Da såningen så var færdig, var det mærkeligt at tænke på, at der faktisk kan gro ting i den her tørre jord. Først kunne jeg ikke forestille mig, hvordan der kunne gro ting herude, og grinede lidt af det hver gang de sagde, at det nok skulle blive grønt. Men grønt det blev det.

Et par uger efter såningen, begyndte hveden endelig at dukke op fra jorden, og nu er her grønt over det hele. Så alting er nu lidt ligesom et lille paradis, omringet af en kæmpe ørken.

Jeg kom som sagt hertil Ceduna den 19. marts, og rejser herfra d.12/8-05, for at tilbringe de sidste 5 uger af mit ophold i WA.

Det bliver igen rigtig hårdt at skulle sige farvel til den familie, jeg nu har tilbragt de sidste fem måneder hos.

Følelserne er både med glæde og sorg, og det hele kommer til at gøre lidt ondt i 'en. For det første ved man aldrig hvornår man ses igen, og for det andet har man bare haft sådan en god tid sammen.

Det var utroligt hårdt at forlade W.A. for at komme hertil S.A., og nu sker det hele engang til. Denne gang forlader jeg bare S.A. for at komme til W.A.

Jeg vil nemlig tilbringe den sidste tid i WA, hvor jeg kan møde de første aussievenner jeg fik, og også for at komme til at se en bid mere af WA, da det er den største stat i landet.

Jeg har stort set fået set det meste i bunden af Sydaustralien nu, og vil nu gerne lidt op nordpå.

Derfor har jeg booket en flybillet op til Darwin, som ligger i Northern Teritory. Der vil jeg så tilbringe et par dage oppe, så jeg kan komme rundt på nogen ture, for at se mere af det smukke land.

Jeg tager f.eks. en tur ud til Kakadoo Nationalpark som ligger øst for Darwin. Kakadoo Nationalpark er kendt for at være den smukkeste i hele Australien. Parken vil komme til at byde på bjerge, krokodiller, fantastiske søer og floder, fugle i hundredvis og bare udsigten derfra, skulle få ens øjne til at poppe en smule mere ud fra øjenhulerne.

Den følgende dag har jeg booket en anden heldagstur ud til Lichtfield Nationalpark, som ligger syd for Darwin.

I denne park er der en utrolig flot natur. Vi får muligheden for at bade i en dejlig sø, hvor der er vandfald i baggrunden, og ikke lang derfra vil der være nogen krokodiller som vil solbade midt på dagen.

Jeg glæder mig helt vildt til at se det, og kan næsten ikke vente længere.

Med de her to turer rundt omkring Darwin, vil jeg få set en masse af det nordlige land. For at se lidt mere fra det nordlige, har jeg også booket en bustur fra Darwin og ned til byen Broome, som ligger i det nordlige W.A.

Busturen tager 10 dage, hvor vi vil have en guide og en buschauffør som vil fortælle os om områderne og vise os de ting og steder som er de mest interessante at se på.

Det turen byder på, har lige noget af det jeg stadig gerne vil nå at få set, før jeg rejser herfra. Vi kommer nemlig til at se krokodiller som solbader i vandkanten, dyrelivet og naturen. Vi kommer til at gå i en lang tunnel under nogle bjerge, får set stenmalerier som de aboriginalske mennesker (de indfødte) malede for 100 år siden, vi får muligheden for at bade i dejlige varme søer (forhåbentligt uden krokodiller), får set de kendte sten- og klipper og kommer til at overnatte i byen El Qestro, som er kendt for at have de flinkeste indbyggere.

Når vi så ankommer til Broome får vi også set den berømte perlebutik, kan komme til at ride på kameler på den kendte strand "Cable beach" og får tid til at ligge og dase den af ved de hvide strande de har deroppe. Vi kommer til at overnatte i telte og holder bål hver aften, og får dermed også set nattelivet og den klare stjernehimmel. Jeg tror det bliver en social og spændende tur vi får ud af det, og glæder mig meget.

Efter den lille safaritur oppe nordpå, har jeg så stadig tre uger tilbage hvor jeg bare skal gå og slappe af, hygge med vennerne og begynde at vænne sig til tanken om at komme hjem til et lille land, hvor afstandene ikke længere er så store.

Efter alt den tid jeg nu har været væk i, kan jeg også mærke mere og mere hvor meget jeg savner min familie og mine venner - og glæder mig meget til at se dem igen. Det bliver skønt at komme hjem og være dansk igen.

Vi ses snart i Danmark.

En glad aussie-hilsen fra Anitta Møllebjerg Borne!