Håndbold, damer, Fynsserien, Tommerup - Vissenbjerg 31-24 (16-10):

Målscorere Tommerup:

Birgitte Borne 14

Heidi Christensen 4

Bolette Borne 4

Kathrine Møller 3

Anita Borne 3

Cecilie Madsen 1

Tone Rasmussen 1

Henriette Sterregaard 1

Målscorere Vissenbjerg:

Nikoline Hyldahl 7

Helene Schneider 4

Stine Lauring 4

Dorthe Brylle 3

Shannon Pickett 2

Charlotte Rasmussen 2

Signe Kingo 1

Bettina Rasmussen 1

Tommerup er i denne sæson helt ustyrlige og har i den grad sat kursen direkte mod oprykning til 3. division.

Holdet har helt sikkert formatet til både at klare oprykningen og gøre en god figur i en række højere.

I lørdags var det lokalrivalerne fra Vissenbjerg, der fik en lektion i effektivt og flot håndboldspil.

Fra første fløjt var hjemmeholdet i teten og fik ret hurtigt skabt et komfortabelt forspring, som Vissenbjerg aldrig formåede at hente. I de første 30 minutter var det især i starten og slutningen, at Tommerup viste klassespil og løb med tempofyldt og flot kombinationshåndbold fra de nærmest desorienterede gæster.

Fra starten af anden halvleg blæste Tommerup nådesløst videre og øgede føringen til 10 måls forspring.

Men den klare føring blev en sovepude for hjemmeholdet og Vissenbjerg fik pludselig lov til at smage på det søde liv i lederrollen. I løbet af ti minutter midtvejs i halvlegen fik gæsterne hentet fem mål ind på værternes føring, men med en solid tro på egne evner gik Tommerup aldrig i panik og strammede grebet, da det blev nødvendigt.

Så selv om Vissenbjerg i sidste ende kippede med flaget, tog Tommerup endnu en sikker og velfortjent sejr med sig til kapløbet om at sikre billetterne til et skridt op af rangstigen.

- Tommerup vinder fuldt fortjent, men vi gjorde, hvad vi kunne og er godt tilfredse med, at vi kom så flot tilbage i opgøret i anden halvleg, fortalte en fuldt afklaret Vissenbjergtræner Steen Hansen.

I den anden lejr var træner Torben Duus kun utilfreds med den kortvarige blunder i anden halvleg, hvor Vissenbjerg fik lov at styre begivenhederne.

Hos hjemmeholdet blev målvogter Anne Ravn med flere fremragende indgreb og Birgitte Borne med intet mindre en 14 fuldtræffere kampens store profiler. Hos modstanderen fra Vissenbjerg var det debutanten Nikoline Hyldahl, der ragede højest i vejret.