Annonce
JANUAR: Årets første dag begyndte med massive oversvømmelser flere steder langs kystlinjen i Assens Kommune. Nogle steder steg vandstanden helt op til 1,60 meter over daglige vande, men modsat højvandet i 2017 skete der denne gang ikke de store skader. Assens Kommune havde sørget for, at berørte borgere kunne hente gratis sandsække, og kommunen var i det hele taget godt forberedt på vejrsituationen, selv om varslingen skete lige omkring nytårsdagene. Fotoet er fra oversvømmelsen ved Brunshuse. Foto: Hanne Haunstrup Clemmensen
Lokalavisen Assens

Godt nytår: Husker du 2019?

Annonce
  • JANUAR: Årets første dag begyndte med massive oversvømmelser flere steder langs kystlinjen i Assens Kommune. Nogle steder steg vandstanden helt op til 1,60 meter over daglige vande, men modsat højvandet i 2017 skete der denne gang ikke de store skader. Assens Kommune havde sørget for, at berørte borgere kunne hente gratis sandsække, og kommunen var i det hele taget godt forberedt på vejrsituationen, selv om varslingen skete lige omkring nytårsdagene. Fotoet er fra oversvømmelsen ved Brunshuse. Foto: Hanne Haunstrup Clemmensen
  • JANUAR: Den lokale designer og erhvervsmand Stig Nør Larsen købte virksomheden Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole, der benyttes til friluftsaktiviteter for private og institutioner samt til kolonier, kurser, ekskursioner og fester med mulighed for overnatning. Friluftsgården Helnæs Mølle havde siden 1988 været ejet af en kreds af seks personer. Ingen af partnerne ønskede dog at fotælle, hvad Helnæs Mølle var handlet for. Foto: Vincent Mepschen
  • FEBRUAR: I februar meddelte butiksindehaver Käte Gustafsson, at hun havde besluttet sig for at lukke sin forretning, Guldsmed Dyrup i Assens. Meldingen kom midt i en tid, hvor der i forvejen lå flere tomme butikslejemål i byens hovedgade. Käte Gustafsson havde stået bag disken i guldsmedeforretningen i 13 år, da hun holdt åbent for sidste gang i maj.- Jeg tog faktisk allerede beslutningen om at lukke i foråret sidste år. Jeg har fået udlevet min drøm om at være selvstændig, men nu har jeg valgt at prioritere lidt anderledes i mit liv, siger Käte Gustafsson, der gerne vil have tid til at se lidt mere til sin søn, der går i 7. klasse. Guldsmed Dyrup lukkede butikken ved udgangen af maj. Foto: Søren Plovgaard
  • FEBRUAR: Det var måneden, hvor samarbejdet mellem direktør Poul Mark og Bryggeriet Vestfyen i Assens ophørte. Poul Mark afløste i 2003 den karasmatiske bryggeridirektør Bent Bach Sørensen, og han nåede altså at stå i spidsen for Danmark fjerdestørste bryggeri i 16 år. Det var et par års dårlige driftresultateter og bestyrelsens ønske om en ny strategi for bryggeriet, der til sidst kostede Poul Mark jobbet som direktør. Poul Mark blev midlertidigt afløst i direktørstolen af den 38-årige salgsdirektør Rasmus Damsted Hansen, der kom fra bryggeriets egne rækker, og i august overtog han direkøtjobbet. Bryggeriet Vestfyen A/S kom i 2019 ud med et underskud på knap 19 millioner kroner. Arkivfoto
  • MARTS: Ebberup er på den anden ende. Scener fra DR's store tv-serie "Fred til lands" er ved at blive: Den største fynske serie nogensinde er ved at blive optaget i Ebberup, hvor boldbanerne i nogen tid er forvandlet til en stor markedsplads med gammeldags karrusel, ølvogn og vind-en-bamse-boder, mens gennemblødte børn i prangende fastelavnskostumer vrimler rundt mellem hinanden. Den gamle brugs midt i byen er forvandlet til en jagtforretning og til værtshuset Syveren. Filmen er den største optagelse nogensinde på Fyn, og mange lokale statister medvirker i en rolle i filmen, som Film Fyn har støttet med fem millioner kroner. Den fiktive by i "Fred her til lands" bliver tilmed kaldt for Ebberup, så byen er sikret en del fremtidig berømmelse. På billedet er ses producerer Jesper Morthorst (tv) og manuskriptforfatter Christian Torpe på det fiktive værtshus Syveren. I oktober var der snigpremiere i Ebberuphallen på det første af de otte afsnit. Foto: Kim Rune
  • MARTS: I avisen stod 17-årige Christoffer Winger fra Glamsbjerg frem og fortalte om, hvordan det var at have en OCD-diagnose. OCD er en forkortelse for Obsessive Compulsive Disorder - en psykiatrisk lidelse, hvor man blandt andet oplever at have tilbagevendende tvangstanker og -handlinger. Som 10-årig gik Christoffer Winger rundt med skamfulde tvangstanker, og var overbevist om, at han var syg i hovedet. Han selv var desuden helt i bund. Men Christoffer Winger har selv været i stand til at bryde den onde cirkel, og nu tager han ud og holder foredrag om sygdommen på skoler og andre steder, hvor man har lyst til at høre mere om OCD. Foto: Kim Rune
  • APRIL: Lokalavisen har i 2019 skrevet mange artikler om erhvervslivet i Assens Kommune. I april besøgte avisen firmaet ImageWear.dk. Firmaet startede i beskedne kår i Turup, men for fire siden flyttede indehaver Kurt Sjøberg sit firma til det tidligere postcenter på Vagtelvænget i Assens, og nu tæller det syv ansatte. ImageWear.dk sælger tøj til hotel- og restaurationsbranchen og markedsfører kendte mærker som Mascot, Fe-Engel, Carhartt, Airtox og HKSDK. ImageWear.dk opererer i et marked, hvor kundegruppen er alle niveauer inden for industrien - fra cafeteriaer, pizzarestauranter, storkøkkener, kantiner, restauranter og cafeer til femstjernede restauranter, hoteller og resorts i store dele af verden. På billedet er det ejer Kurt Sjøberg (tv) og nyansatte Claus Nielsen, der tager et par arbejdssko i nærmere øjesyn. Foto: Kim Rune
  • APRIL: Det kan godt være, at man er en stor stjerne og har vundet verdens største sangkonkurrence, Eurovision Song Contest. Men derfor kan man jo godt have begge ben på jorden. Sangeren Emmelie de Forest skulle give koncert på Tobaksgaarden lørdag den 4. maj, og i den forbindelse var hun et par uger i forvejen taget til Assens for selv at hænge plakater op for koncerten og få de sidste aftaler på plads med spillestedet. Emmelie de Forest havde sagt farvel til sin manager og sit pladeselskab og stod nu på egne ben. Hun havde også selv planlagt sin forårsturné. Foto: Kim Rune
  • MAJ: - Bare kom nærmere. Vi bider ikke i dag. Sådan sagde Lokalavisens redaktør Nina Vibe Petersen, da hun sammen med Thomas Iversen, medieansvarlig på Lokalavisen Assens, lørdag den 11. maj bød velkommen til Lokalavisen Assens' 40 års fødselsdag. Den blev fejret med maner på Torvet i Assens, hvor pop-rockbandet Johnny Deluxe med numre som ”Drømmer jeg”, ”Det du gør” og ”Elskovspony” fik folk i Østergade til at synge med under majsolens varmende stråler. Mange var trukket ned i byen lørdag middag for at deltage i fødselsdagsfesten, og under koncerten var Østergade fyldt med mennesker fra scenen ved Torvegrillen til afspærringen ved det lille torv mellem pubben O'Neill,s og Nordea. Lokalavisen udkom første gang onsdag den 9. maj 1979. Foto: Kim Rune
  • MAJ: Egentlig havde 57-årige Anette Lehrmann mest lyst til at hejse flaget den dag i maj, hvor hun havde sin allersidste arbejdsdag på Shell-tanken i Haarby. Men hun gjorde det ikke, for hun havde ikke tænkt sig, der skulle gøres et nummer ud af, at hun har valgt at overdrage nøglerne til en anden, efter hun havde drevet stedet i 30 år. Forretningen, som hendes farfar Alf Lehrmann startede i 1933, hendes far Børge Lehrmann overtog i 1960'erne og hun selv i 1993. Shell-tanken i Haarby blev overtaget af Thomas Nørbæk fra Dreslette. Foto: Kim Rune
  • JUNI: Der var ikke noget at sige til, at Ivan Sløk, Ole Jacobsen, Ove Nygaard, Aksel Jørgensen og Jan Thybo havde en smule ømme ben, da de en lørdag eftermiddag ind cyklede ind ad Anchersvej til Brøndums Hotel i Skagen. De fem cykelryttere fra cykelholdet Tour de Four med base på Højfyn havde nemlig 330 hårde kilometer i kroppen, efter de en torsdag formiddag for fjerde gang satte ud på ruten fra Assens til Skagen på en velgørenhedstur med et ædle formål at samle penge ind til Red Barnets Familieoplevelsesklub i Assens. Bankdirektør Ivan Sløk fra Totalbanken kunne straks efter ankomsten til Skagen fremvise en check på 200.000 kroner, men det beløb overtrumfede holdet, da de i slutningen af august inviterede til en lille sammenkomst på Hotel Aarup Kro. Nu stod der nemlig 250.000 kroner på checken, og Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen takkede hele holdet for det rekordstore beløb, som betyder så meget for Red Barnets familieoplevelsesklub i Assens. Rytterne i Tour de Four har meddelt, at de til sommer sætter sig i sadlen en femte og sidste gang for at cykle ruten til Skagen og samle penge ind til Red Barnets Familieoplevelsesklub i Assens. Foto: Søren Plovgaard
  • JUNI: I juni besøgte Lokalavisen den dengang ni-årige Anna Brix Risbro på Skolevej i Glamsbjerg. Anna var nemlig godt i gang med at tage det såkaldte Snorky-mærke - et duelighedstegn, som man kan få, når man har sovet udenfor i et telt i 365 dage ud af 400 dage. Anna, der er medlem af Glamsbjergspejdernes minigruppe, håbede på at få sit Snorky-mærke overrakt på sin 10-års fødselsdag mandag den 9. december - og det ønske gik i opfyldelse. Foto: Søren Plovgaard
  • JULI: Omkring 10.000 mennesker besøgte Assens i forbindelse med arrangement "Assens for fulde sejl", der de senere år har udviklet sig i en meget positiv retning og er årets mest velbesøgte dag i den vestfynske købstad. I år var det Udvikling Assens, som havde ansvaret for, at alt klappede. Det gode vejr gjorde sit til, at der blev trængsel på p-pladserne, på Østergades 1800-talsmarked, og senere på dagen ved de gamle bevaringsværdige træskibe på havnen, hvor dagen sluttede af med festfyrværkeri. Knap havde Faaborg Kanonér Laug, som om formiddagen førte an i optoget fra rundkørslen til Torvet plantet torvedags-skiltet, før strækningen med boder var fyldt med mennesker. Torvedagen blev det i øvrigt tilbage i 1670 besluttet skulle være en fast ugentlig bevgivenhed med salg af korn, fødevarer og levende dyr. I 2019-udgaven var der får - dog ikke til salg - uld og fynske jordbær, hjemmegjorte marmelader, vine, olier og friskbagt brød, diverse håndarbejder og meget mere. Foto: Michael Bager
  • JULI: I et år hvor Sandager mistede sin brugs, var der også gode nyheder for lokalbefolkningen. I juli blev det nemlig igen muligt at tanke brændstof i landsbyen syv kilometer nord for Assens. Det var benzinselskabet Go'on, der åbnede en tank på Middelfartvej 95, hvor JB Benzin lå indtil årsskiftet 2017, hvor anlægget brændte ned til grunden. Siden overtog mekaniker Ole Larsen grunden, og han fik en aftale i stand med Go'on. Tage Overballe, der er netværkschef i Go'on, fortalte til Lokalavisen, at selskabet i flere år gerne har villet etablere sig på Middelfartvej 95, fordi det er en fordelagtig placering. Tanken består af en selvbetjeningsstander, hvorfra der kan tankes fra begge sider. Tanken om at etablere en dagligvareforretning i den tidligere brugs måtte imidlertid opgives i november på grund af pengemangel. Til gengæld kunne man glæde sig over, at Hanne Gramberg i begyndelsen af december åbnede grillbaren Hannes Pitstop ved siden af tankanlægget. Foto: Søren Plovgaard
  • AUGUST: Frøbjerg Festspil, som sidste år fik stor succes med musicalversionen af "Saturday Night Fever", fortsatte i år i samme boldgade med forestillingen "Footloose", der havde premiere på Højen i begyndelsen af august. Anmelder Anette Hyllested skrev blandt andet disse ord om forestillingen:"Samme boldgade kan for eksempel forstås således, at vi igen er i USA, at vi befinder os omkring 1980, at mange af hovedpersonerne er unge, at musikken i sin tid blev til internationale hits og ikke mindst, at der danses på livet løs. Netop dansen har Frøbjerg Festspil fået ualmindeligt godt styr på. Var det flot sidste år, er koreografien endnu flottere i år, Der er styr på alle lemmer, så fælles trin og fælles fagter fremstår så stramt, at enhver oversergent må savle af misundelse. Men samtidig er der en stemning på dansegulvet af løssluppen fis og ballade, og et sådant danse-overskud kan man kun præstere, når man har øvet sig så meget, at man bliver så fri i sine bevægelser, at sjælen kan nå helt ned i hofterne. Det ser alt sammen så medrivende godt ud, at det er svært ikke at sidde og spjætte lidt med på tilskuerrækkerne. Koreografien skal også have ros for at have opgraderet 1980'er-bevægelserne til et mere moderne udtryk". Foto: Nils Svalebøg
  • AUGUST: I august markedere Tobaksgaarden i Assens, at det var 15 år siden, det vestfynske kulturhus for første gang inviterede publikum indenfor. Det skete ved et uhøjtideligt arrangement i kulturhusets gård.Og tonen til festlighederne blev slået an allerede ved indgangen, hvor undervisere fra Assens Musikskole bød gæsterne velkomne med musik.Der var en gratis drink til alle gæster, og Tobaksgaardens café havde sørget for, at ingen skulle gå sultne hjem fra besøget. Og så var der selvfølgelig masser af musikalske indslag i løbet af dagen. - 15 år er jo ikke langt i et menneskes liv, men når det er et kulturcenter, så er det rigtig langt, lød de første ord, da bestyrelsesformand Søren Edlefsen gik på talerstolen. Formanden dristede sig endda til at kalde Tobaksgaarden for lidt af et uægte barn. - Det er jo ikke så tit, at mange godt vil være fader til et uægte barn, men nu er det jo et velopdragent, kreativt, intelligent og smukt barn med en strålende tid bag sig og en strålende fremtid foran sig, sagde Søren Edlefsen. Der var ingen grund til at foretage en dna-analyse for at finde frem til Tobaksgaardens fader. Det er tobaksfabrikant Georg Gundersen, der i midten af 1990'erne overdrog de gamle fabriksbygninger til Assens Kommune med den ædle tanke, at fylde fabrikken ud med kulturelle aktiviteter. For 19 år siden købte kommunen det store bygningskompleks i Østergade for det symbolske beløb af en krone. Foto: Søren Plovgaard
  • SEPTEMBER: Flere hundrede nuværende og tidligere brugere af Overmarksgården valfartede en lørdag i september til gårdbørnehaven og -vuggestuen for at fejre, at den havde eksisteret i 25 år. Da den startede i tre hestebokse på en nedlagt gård i 1994, var det med store drømme om børne- og udeliv. Jubilæet viste, at Overmarksgården ikke blot er for de børn, der går i institutionen. Den er en integreret del af lokalsamfundet i Tommerup. Gamle venner mødtes og udvekslede minder fra tiden "på gården". Blandt andre Helle Margrethe Boesen, hvis tvillingedøtre, Justine og Therese, som i dag er 24 år, har gået i børnehaven. - Det kan næsten ikke beskrives, hvor godt et sted, det er. Børnene har haft det bedste børneliv her. De kan stadig huske det, især dyrene, og de weekender, hvor vi skulle passe dyr, fortalte Helle Margrethe Boesen ved jubilæet.I dag er Overmarksgården en nybygget institution med eget orangeri og plads til 125 børnehavebørn og 30 børn i vuggestuen. Der er stadig grise, får, høns, kaniner og kat. Og risiko for hudafskrabninger, mudrede gummistøvler og røde kinder. Foto: Kim Rune
  • SEPTEMBER: Grillen var på overarbejde, ansigtsmalingen i brug, og der holdt en Skoda midt i det hele. Ikke meget var som normalt på Vestfyns Gymnasium i september, da Vestfyns Gymnasium markerede, at uddannelsesinstitutionen havde eksisteret i 60 år. Naturligvis var der også noget godt til ganen, taler, gaver, musik og flag. Og der var helt i gymnasiets ånd mulighed for at bygge sin egen robot, lave sine egne vingummier og blive klogere. En række af gymnasiets tidligere elever var nemlig inviteret til at fortæller om deres nuværende arbejde. På billedet ses i midten underviser og studievejleder Kristian Bahr, der gå på pension med udgangen af skoleåret 2020. Bagved ham står Tine Mathiesen, Freja Mathiesen og Kim Hansen. Tine Mathiesen og Kim Hansen begyndte på Vestfyns Gymnasiun i august 1990, samtidig med at Kristian Bahr havde sin første arbejdsdag på gymnasiet i Glamsbjerg. Og deres datter Freja Mathiesen bliver student til sommer. Foto: Nina Vibe Petersen
  • OKTOBER: Ved årets afslutningsfest for elever i dagligvarekæden Rema 1000 blev der delt mange flotte titler ud til eleverne. En af priserne tilfaldt Jonas Hammer Larsen, der blev kåret som årets elev i Rema 1000 i 2019.Og 20-årige Jonas Hammer Larsen er slet ikke længere elev. Nu er han souschef i Rema 1000 i Haarby. Det var lidt af en tilfældighed, at odenseaneren Jonas Hammer Larsen begyndte at arbejde i dagligvarebranchen. - Jeg var begyndt på hhx-uddannelsen på Tietgenskolen i Odense, da jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig at blive elev i Søhus, hvor Rema 1000 lige havde åbnet en ny butik. Så efter et halvt år på skolen, sprang jeg fra og gik i lære, fortæller Jonas Hammer Larsen. Steffen Guldberg, der har ansvaret for Rema 1000's elever i Danmark, forklarer at Jonas Hammer Larsen gennem hele sin uddannelse har været tro mod kædens værdier. - Jonas har fra starten af sin elevtid vist et stort engagement både på skolen og i butikken, hvor han blandt andet har arbejdet med det personlige salg, drift og købmandskab. Gennem flid og hårdt arbejde opnåede Jonas et flot 12-tal til eksamen, hvilket også har været med til, at vi valgte ham som årets elev, forklarede Steffen Guldberg. Foto: Søren Plovgaard
  • OKTOBER: En torsdag i oktober var der inviteret til gallapremiere i Ebberuphallen på det første afsnit i DR-serien "Fred til lands", som Ebberup har en stor andel i. Byen har været kulisse for mange af optagelserne, og mange lokale personer har medvirket som statister i DR's dramasatsning. 500 indbudte gæster fulgte interesseret med i det første afsnit, der blev vist på storskærm i hallen, og bagefter svarede skulespillerne på spørgsmål om serien, og hvordan det havde været at tilbringe så meget tid i Ebberup. Seriens handling foregår i den fiktive by Ebberup og er optaget hovedsageligt i den virkelige Ebberup - og andre steder i Assens Kommune. - Det er bestemt noget, vi kan bruge her i Ebberup. Vi er stolte af, at vi er med, fortalte Ebberup Lokalråds formand Jacob Medici. Serien, der blev vist over otte søndage i efteråret, fik lidt blandet, men dog overvejende positiv kritik af anmelderne. Foto: Frederik Nordhagen
  • NOVEMBER: Henrik Pihl Winterø fra Ladegårde kunne i november kalde sig "Årets unge landmand". Prisen blev uddelt på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning onsdag aften. I konkurrencen var den 33-årige ægproducent fra Aalundgaard oppe mod to andre unge landmænd; en økologisk svineproducent og en mælkeproducent, som begge er fra Give. - Det er helt overvældende, det her. Jeg er utrolig stolt over at vinde prisen. Den betyder rigtig meget for mig, for den er et bevis på, at der er nogen, der har lagt mærke til det arbejde, vi gør hver dag. Prisen er en stor anerkendelse. Og så skaber den glæde i et erhverv, der ellers kan være hårdt presset, sagde Henrik Pihl Winterø ved prisoverrækkelsen ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde.Begrundelsen for, at han vandt, var, at Henrik Pihl Winterø har en flot produktion, som peger fremad, og at han har tænkt utraditionelt på sin vej ind i faget. Henrik Pihl Winterø ville egentlig gerne arbejde med slagtekvæg og satte en annonce i et fagblad, hvori han efterlyste en landmand, der var interesseret i generationsskifte. Ved tilfældigheders spil endte han med at overtage hønseriet på Aalundgaard, som han har været med til at omlægge fra buræg til skrabeægproduktion. Foto: Michael Bager
  • NOVEMBER: Kampen om de tørstige kunder i Assens blev skærpet midt i november, da Hans Jørgen Mortensen åbnede Fultonkroen i Bådsmandsstræde 4 i Assens. Her havde værtshuset Strandkroen adresse i over 50 år, indtil ejendom for en del år siden blev omdannet til natklubben Bahama Mama. Fultonkroen er et traditionelt værtshus med bar og 30 siddepladser, og det hele er holdt i friske og lyse farver. Hans Jørgen Mortensen har på ganske få uger forstået at gøre værtshuset til et populært vandingshul i havnekvarteret, og værten med de himmerlandske aner tilbyder blandt andet gratis sildebord hver søndag fra klokken 10. Foto: Nils Mogensen Svalebøg
  • DECEMBER: Assens Arrest er blevet et populært sted at optage film. I begyndelsen af december lagde arresten kulisser til en række scener, der skulle optages til TV 2 Zulus nye satsning "Grow", som har fået 700.000 kroner i støtte fra FilmFyn. Seriens omdrejningspunkt er den nyuddannede børsmægler Adam, som sætter sig for at danne danmarks største narkokartel. Han støder dog på problemer i form af politi, Justitsministeriet, rockere, indvandrerbander og sin egen bror, der arbejder i politiets antinarkotika-tjeneste. Serien er instrueret af brødrene Misam, Mehdi og Milad Avaz, som også står bag den biografaktuelle spillefilm "Kollision". De har desuden haft en del amerikanere på produktionsholdet. På rollelisten er kendte danske skuespillerpersonligheder som Lars Mikkelsen, Jonathan Harboe (Sjit Happens) og Laura Drasbæk (Pusher og Lærkevej). Det er desuden første gang, de to brødre Andreas (Mercur og Valhalla) og Sebastian Jessen (Herrens Veje) skal spille over for hinanden på skærmen. Det meste af serien foregår i Nordsjælland, men fængselscenerne foregår blandt andet i Assens Arrest. Her skulle scener med Jonathan Harboe i rollen som Zabi optages. TV-serien har premiere til foråret på TV 2 Zulu og TV 2 Play. Foto: Frederik Nordhagen
  • DECEMBER: Det var en god nyhed for mange, Marie-Louise Larsen fra Brylle kom med i midten af december. Hun kunne nemlig oplyse, at der nu snart igen kommer masser af liv i den store hjørneejendom i Østergade 78 i Assens. Ejendommen, som Togt Ejendomme ejer, har stået tom siden slutningen af marts 2017, da Lokalavisen og Fyens Stiftstidende rykkede sin redaktion til Provstistræde 16. Det er Marie-Louise Larsen og Claus Valsøe, der går sammen om at åbne Innovationscenter Assens. Her skal skabes et miljø, der kan fremme udviklingen af iværksætteri og hjælpe mindre virksomheder på vej. Inspirationen er fundet i blandet andet Odense, hvor Marie-Louise Larsen har haft skrivebord i Vidensbyen ved Cortex Park.- Der oplevede jeg et åbent miljø, hvor man sidder skrivebord ved skrivebord, hvor man kan tage til en masse foredrag, og hvor der er en særlig stemning, som man deler med hinanden og arbejder på tværs.Det nye innovationscenter midt i rundkørslen i Assens ventes at kunne tages i brug 1. marts, Foto: Nina Vibe Petersen
Lokalavisen Assens

Hun har kroniske smerter - men nu er der opmuntring på vej: Inger vandt en hotelmiddag for 30 gæster

Annonce
Lokalavisen Assens

Kunstner, klovn og kolorist: Farverige og ustoppelige Søren maler videre i den gamle købmandsgård

Annonce
Lokalavisen Assens

Pizzakongen Romal vil gerne sælge sin forretning: - I starten arbejdede jeg 116 timer om ugen

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Forkæl en kvinde på Mors Dag: Sådan kan du vinde lækker fynsk afternoon tea og bobler i Kirstens restaurant

Lokalavisen Assens

På æresrejse fra Canada: Ægtepar besøger mindesmærke 80 år efter 'himlen faldt ned over landsby'

Lokalavisen Assens

Ingen scene - men masser af god musik i vandkantscafé: - Barren skal sættes højt, når vi kan se så langt ud ...

Lokalavisen Assens

Byen ruller rød løber ud til modeshow: Eventmager søger veteranbiler til stort optog

Lokalavisen Assens

Kasper er rykket ind: - Jeg vil gerne prøve at gøre det lidt anderledes omkring skolemad

Lokalavisen Assens

Nyansat og 10-års jubilar: To gange Helle sikrer fagligheden i optikerforretning

Lokalavisen Assens

Susanne og Bjarne springer ud i genbrugseventyr: - Vi scanner ikke bare lige en stregkode og får en palle med ens varer hjem til butikken

Annonce