I skarp konkurrence med 160 andre klasser lavede 7. A fra Strandmølleskolen i Assens og 8. D fra Aarupskolen nogle af de allerbedste aviser om unge løsninger på verdens problemer.
Assens-Aarup: 7. A fra Strandmølleskolen i Assens og 8. D fra Aarupskolen kom begge helt til tops i årets store mediekonkurrence for skoleelever.
Sammen med de øvrige landsvindere blev klasserne forleden kåret til prisfest i Politikens Hus. Begge de fynske skoler stillede op i kategorien 'Ekstra Bladet' - i hver sin aldersklasse.
Nyhedsmedier er ofte præget af krige, terror og miljøkatastrofer. Men undersøgelser viser, at særligt unge hellere vil læse om alle de fremskridt, der også sker i verden.
Derfor lød opgaven i efterårets mediekonkurrence på at lave aviser om unge og FN's Verdensmål ud fra konstruktiv journalistik, der fokuserer på løsninger frem for problemer.
5250 skoleelever lavede 141 aviser og 21 hjemmesider med artikler om løsninger på madspild, plastik i havene og eksempler på unge, der gør en forskel, interviews med virksomheder og politikere - og sendte dem ind til en kritisk jury af journalister fra Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Politiken og Verdens Bedste Nyheder.
Det unge engagement er stort
Ved prisfesten hyldede ordsmeden Per Vers aviserne med freestyle rap, eleverne fik rosende ord og medaljer af udviklingsminister Ulla Tørnæs og chefredaktørerne fra de forskellige aviser.
- Unge i dag bliver kaldt Youtube-generationen. Men globale undersøgelser viser faktisk, at unge i dag er mere engagerede i at ændre verden, end nogensinde før. De mange imponerende og kreative aviser og hjemmesider om Generation Verdensmål er et stærkt eksempel på, at det også gælder i Danmark, siger Thomas Ravn-Pedersen, direktør i Verdens Bedste Nyheder, i en pressemeddelelse.